Nikolaj Jacobsen bakker spillerne op omkring ny plan
En i forvejen presset håndboldkalender kan blive endnu mere belastet, hvis EHF’s forslag om en ny landsholdsturnering bliver til virkelighed fra 2030.
Flere spillere, heriblandt Simon Pytlick, har kaldt idéen ”helt åndssvag”, og landstræner Nikolaj Jacobsen viser fuld forståelse for deres bekymringer.
– Jeg er også interesseret i, at jeg har nogle glade spillere, der kommer hjem og er motiverede for at spille for landsholdet. Så bliver det en ekstra uge, så jeg kender godt spillernes holdning til det og kan godt se, det bliver en ekstra belastning, siger Jacobsen til TV 2 Sport.
Samtidig understreger han, at der stadig er mange ubekendte omkring EHF’s plan.
– Men igen … Vi kan ikke rigtig drage nogle konklusioner endnu, for vi ved jo reelt set ikke, hvad den turnering skal bruges til, tilføjer han.