Magdeburg-spiller stopper karrieren
Den 35-årige tysker, som har været en central del af Magdeburgs guldalder, offentliggjorde tirsdag beslutningen i en meddelelse fra klubben.
"Efter mange intense og vidunderlige håndboldår har jeg besluttet at afslutte min karriere efter denne sæson. SC Magdeburg har været, og vil altid være, en helt særlig klub for mig – både sportsligt og menneskeligt. Jeg er utroligt taknemmelig for mine holdkammerater, trænere, alle omkring klubben og selvfølgelig vores fans," udtaler Hornke til Mundo Deportivo.
Siden skiftet fra Hannover i 2010 – med fem sæsoners afbræk i Lemgo – har Hornke været en del af Magdeburgs store triumfer. Han har vundet alt, hvad der er at vinde: tysk mesterskab, DHB-Pokal, EHF European League, Champions League og IHF Super Globe. Dertil kommer OL-sølv med Tyskland i 2024, selv om turneringen endte brat for ham med en alvorlig fodskade i åbningskampen.
Cheftræner Bennet Wiegert roser sin mangeårige fløj for hans loyalitet og karakter:
"Tim personificerer alt, hvad SC Magdeburg står for – passion, holdånd og pålidelighed. Han er en af de sidste spillere, jeg selv har spillet sammen med, og måske derfor var det ekstra svært at acceptere hans beslutning. Men jeg respekterer den fuldt ud."
Hornke, der betegner Magdeburg som sit andet hjem, planlægger at blive boende i byen efter karrieren. "Jeg er vokset sammen med klubben og fællesskabet her. Det betyder meget for mig at kunne afslutte karrieren netop i Magdeburg. Nu vil jeg bare nyde resten af sæsonen og gøre den så speciel som muligt," siger han.
Inden karrieren slutter, jagter Hornke og Magdeburg fortsat titler i både Bundesligaen, pokalturneringen og Champions League – og ifølge Wiegert er der ingen tvivl om, at fløjen vil give alt til det sidste:
"Tim vil kæmpe helt frem til den sidste kampdag for, at vi sammen slutter på toppen."