HØJ garderer sig mod skade: Henter tidligere GOG-spiller
Den tidligere ligaspiller tiltræder med det samme og skal erstatte skadede Tom Kåre Nikolaisen, der er ude i længere tid med en hofteskade.
Adm. direktør Lars Vinther forklarer baggrunden for tilgangen:
"Tom Kåre Nikolaisen er ude med en hofteskade og skal gennemgå et længere behandlingsforløb, og vi er usikre på, i hvilket omfang han vil være til rådighed i den kommende periode, hvor vi har et tæt kampprogram. Derfor har vi valgt at hente Andreas til truppen. Han kan varetage de samme opgaver som Tom, både defensivt og offensivt, og har den nødvendige erfaring. Vi er rigtig glade for, at Andreas havde mulighed for at tiltræde så hurtigt og ser frem til at få ham godt integreret i truppen," siger Vinther.
Andreas Johann Nielsen har tidligere spillet både i HTH Herreligaen og i europæiske turneringer, herunder Champions League og Europa League. Han ser frem til at bidrage i sin nye klub:
"Da HØJ Elite henvendte sig, var jeg ikke i tvivl. Det var let at sige ja tak til en så god mulighed. Klubben har gang i et rigtig spændende projekt med klare ambitioner, som matcher mine egne. Jeg glæder mig til at komme i gang og vil gøre alt for at hjælpe holdet – og forhåbentlig få en masse minutter på banen," siger han.