Det læser de besøgende på HBOLD lige nu

Nikolaj Jensen

Danmark døjer fortsat med stregproblem: - Vi har ikke travlt med at skifte lige nu

Simon Halds skade i baglåret bliver ved med at drille, og det betyder, at den danske landstræner endnu ikke kan sige, hvordan tilstanden er hos den stærke stregspiller.

SOUTH PARIS ARENA 6 (PARIS, HBOLD.DK): Det gode er, at den ene af Danmarks to skadet stregspillere i Magnus Saugstrup ret hurtigt er blevet sin ankelskade kvit. 

I sejren over Ungarn var Saugstrup med til at stabilisere og toppe det danske forsvar. Men anderledes vanskeligt ser det ud for Simon Hald, der fortsat sidder ude med sin skade, og nok kommer til at gøre det i et stykke tid endnu, fortæller landstræneren:

- Det er svært at have med at gøre, og hvornår vi skal smide ham i kamp. For du kan aldrig simulere noget, der minder om kamp, og så kan du rive det op med det samme. Nu må vi se, hvordan og hvorledes tingene spiller fremadrettet, siger Nikolaj Jacobsen til HBOLD.dk og resten af den danske presse:

- Jeg kan ikke sige det endnu. Lukas Jørgensen gør det rigtig godt, og så må vi tage den derfra. Vi har heller ikke travlt med at skifte lige nu. 

- Magnus så rigtig godt ud. Ham og Lukas dækker rigtig fint. Der er stadig ting, der skal rettes til. Det er vanvittigt svært mod et hold som Ungarn, der har så dygtige stregspillere. Vi holder dem på 25 mål, og de laver kun skønhedsfejl. Lukas får en ærgerlig start offensivt, men han spiller sig virkelig godt ind i kampen og får scoret. Lige nu har vi kun Saugstrup på treerpositionen, som er naturligt for ham at dække. Henrik Møllgaard og Simon Hald kan dække den men ikke på samme niveau, siger han. 

Mellem stængerne har Niklas Landin og Emil Nielsen vist verdensklasseniveau i samtlige kampe.

Det er selvsagt et stort privilegium som landstræner at råde over to af verdens bedste på absolut den position: 

- Den ene får chancen den ene kamp, og den anden den anden kamp. Så er det op til dem at udnytte chancerne. Det er et luksusproblem, men nu er det nok ikke så svært at lægge to og to sammen og regne ud, hvem er starter inde i næste kamp. 

- På den måde er det ikke svært. Det er to vanvittigt dygtige målmænd, der respekterer den anden og ved, at den anden også er vanvittig dygtig, slutter Nikolaj Jacobsen.

Danmark møder Norge i en kamp om førstepladsen i Gruppe B.

Det læser de besøgende på EUROPAMESTER lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER