Fra OL-cirkus til tom lejlighed: - Mentalt og fysisk hårdt, siger OL-guldvinder
Den bare 22-årige danske OL-guldvinder Thomas Arnoldsen kan se tilbage på den mest vanvittige måned - ikke bare i karrieren men i hele sit liv.
Slutrundedebuten for det danske herrelandshold kommer Aalborg-stjernen Thomas Arnoldsen nok aldrig til at glemme. I den sætning kan ”nok” helt sikkert fjernes.
Derfor har det også været noget af en omvæltning at vende snuden hjem fra OL-cirkusset i Paris og Lille til en gabende tom lejlighed i Nordens Paris.
Den lille uges pause, som de danske OL-guldvindere fik, blev for Arnoldsens vedkommende brugt i et helt særligt selskab:
- I den første uge har jeg tilbragt til med familien. Det har været dejligt. Jeg har ikke set dem supermeget i sommerferien. Vi havde kun en uges pause, og så handlede det hele om håndbold igen med ny træner og nye spillere, som skal ind i det hele, siger Thomas Arnoldsen til HBOLD.dk og uddyber:
- Jeg har ikke nået at tænke over, hvor stor en oplevelse det var, for vi bare skulle starte med det samme igen.
- Hvordan har det været at lande hjemme i Aalborg igen?
- Det har været specielt. Det var mærkeligt at komme hjem. Man har været omringet af så mange mennesker til OL, og den første uge kom jeg bare hjem til min lejlighed i Aalborg. Der var ikke nogen mennesker. Det skulle jeg lige vænne mig til, men det er megafedt at komme tilbage i Aalborg-trøjen. Heldigvis har vi fået en god start, men der er masser af ting, vi kan forbedre.
- Selvfølgelig har det været mentalt og fysisk hårdt. Jeg var spændt på at se, hvordan jeg ville have det, når jeg kom hjem. Men jeg har haft det godt indtil videre. Jeg håber, det fortsætter, men man ved aldrig. om der kommer et break på et tidspunkt. Det satser jeg ikke på, slutter Thomas Arnoldsen.
Aalborg har lagt godt fra land i denne sæson, hvor det både er blevet til sejr i Super Cuppen, pokalturneringen og den hjemlige liga.
På onsdag tager nordjyderne hul på Champions League-sæsonen, når franske Nantes kommer på besøg.