EHF-præsidenten sætter spørgsmålstegn ved Champions League-reform
Wiederer peger i sin tale på, at der er brug for flere klubber på topniveau. Det kræver dog, at klubberne investerer mere i næste generation.
"Det bør være en motivation for klubberne at satse på fremtidens spillere," siger han ifølge Handball-World.
Siden EHF Champions Leagues indførelse i 1994 har kun klubber fra seks nationer vundet turneringen. Det mener Wiederer er et tegn på et skævt konkurrencebillede. "Vil vi skabe en bedre fordeling – ikke kun i forhold til deltagelse, men også når det gælder chancen for, at flere klubber og lande kan vinde titlen?" spørger han.
Samtidig advarer han mod at lave ændringer blot for ændringens skyld. "Det er nemt at ændre et system, men hvad nytter det, hvis vi ikke samtidig skaber det rette miljø omkring topkonkurrencen? Så er systemet værdiløst," fastslår Wiederer.
I øjeblikket ligger der seks konkrete forslag til reformer. Et af dem handler om at udvide Champions League til 24 hold. Wiederer understreger dog, at enhver ændring skal være markedsneutral og tage højde for både produktionsomkostninger og det internationale kampprogram.
"Vi har brug for et udgangspunkt. Det handler ikke kun om selve turneringsstrukturen, men også om rammerne omkring den," siger han.