Emil Nielsen raser: Spillerne bliver ikke taget alvorligt
Den danske landsholdsmålmand Emil Nielsen er langt fra tilfreds med Det Europæiske Håndboldforbunds (EHF) planer om at indføre endnu en turnering for landshold.
Fra 2030 skal European Handball Games samle de otte bedste europæiske nationer hvert fjerde år i en kamp om en OL-billet – en beslutning, der har fået flere profiler til at reagere skarpt.
For Nielsen, der til daglig spiller i Barcelona, er det dråben i et allerede overfyldt kampprogram.
"Spillerne bliver ikke taget alvorligt. Man begynder at overveje, hvor længe man mon holder på landsholdet," siger han til spillerforeningens egen platform.