Færøerne mærker den store opbakning
Agnar Prestá, sportsjournalist på portal.fo, har fulgt håndbolden tæt siden 2017. Han peger på, at den nuværende succes har rødder flere år tilbage.
"Der gik ikke lang tid, før opbakningen til holdet blev virkelig, virkelig stor," siger Prestá til DR Sporten og fortsætter:
"Der har været nærmest udsolgt til de to hjemmekampe, kvinderne har spillet i den nye arena."
Den nye hjemmebane, Við Tjarnir, rummer 3.000 tilskuere og er et direkte resultat af den voksende efterspørgsel. Hallen blev indviet tidligere i år og er allerede blevet et samlingspunkt for færøsk håndbold – både for herrer og kvinder.
På banen mærker spillerne selv, hvordan interessen er eksploderet. Pernille Brandenborg, der har repræsenteret Færøerne siden 2016 og var topscorer ved EM sidste år, oplever en tydelig forandring.
"Da jeg startede på landsholdet, kunne folk godt være lidt uvidende omkring, at der overhovedet var landskamp," siger hun til DR Sporten og fortsætter:
"I den her uge går rigtig mange børn og voksne rundt i landsholdstrøjer, der er større mediedækning og fans, der flyver med ned til slutrunden. Så på den måde mærker vi stor opbakning."
De færøske kvinder blev allerede et samtaleemne sidste vinter, da de tog point mod Kroatien ved EM – et resultat, der sendte håndboldfeberen endnu højere. Nu venter VM, og holdet møder det hele med nysgerrighed, tro og en voksende flok fans i ryggen.
Færøerne er ikke længere den lille håndboldnation, som ingen regner med. Det mærker de både på tribunerne og i det nye internationale selskab, hvor de nu tager plads for første gang.