FHK jagter første europæiske sejr
Efter et nederlag til Hannover og en uafgjort mod Sävehof ligger FHK aktuelt nummer tre i gruppe G og er fortsat på jagt efter sæsonens første europæiske sejr.
Kasper Palmar forventer en krævende opgave mod et fysisk stærkt mandskab.
“Jeg forventer en hård kamp på udebane, men vi kommer med en stor lyst til revanche efter HØJ-kampen. Jeg ser Prešov som et meget respekteret hold med stor europæisk erfaring, og samtidig spiller de med masser af fysik,” siger han til klubbens hjemmeside.
Den slovakiske spillestil bliver en ny oplevelse for FHK, men Palmar ser frem til udfordringen:
“Det bliver sjovt at spille mod Prešov og mærke deres måde at spille håndbold på. De leverede en rigtig god kamp på hjemmebane mod Sävehof, så vi skal være der 100% hele vejen, hvis vi skal have en chance for at vinde.”
Opskriften på en sejr handler ifølge bagspilleren om fart og disciplin.
“Vi skal løbe meget på dem og styre tempoet igennem hele kampen. Samtidig bliver det vigtigt, at vi rammer et højt niveau i forsvaret, så vi kan hjælpe vores målmænd bedst muligt,” siger Palmar.