LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

Patrick Andersen

Gidsel-show i Stuttgart: 13 mål og fem assists sendte Füchse til sejr

Mathias Gidsel viste endnu en gang, hvorfor han betragtes som en af verdens bedste håndboldspillere. Med 13 mål og fem assists førte den danske verdensstjerne Füchse Berlin til en hårdt tilkæmpet 36-30-sejr ude over TVB Stuttgart – klubbens tiende sejr på stribe på tværs af turneringer.

Den regerende tyske mester måtte undvære Lasse Andersson, som sad ude med sygdom, men alligevel fandt Berlin vejen til endnu to point i DAIKIN Handball-Bundesliga.

Stuttgarts træner Misha Kaufmann havde inden kampen sagt, at “Berlin spiller ikke håndbold – Berlin løber håndbold”. Og netop tempoet blev afgørende. Efter en god start til gæsterne på 7-3 tog Kaufmann en tidlig timeout, som fik hjemmeholdet tilbage i kampen. De fik endda udlignet til 8-8, men et rødt kort til kaptajn Patrick Zieker kort før pausen blev dyrt.

Ved pausen førte Berlin 17-15, men Stuttgart kæmpede sig igen ind i opgøret og fik udlignet til 21-21 i anden halvleg, selvom de manglede flere stamspillere.

Derefter tog Gidsel over. Den danske bagspiller dominerede totalt i kampens afgørende fase med både mål, gennembrud og assists, og Füchse trak afgørende fra mod slutningen.

Med sejren fortsætter berlinerne deres imponerende stime – og beviser, at de trods uro omkring fyringen af træner Jaron Siewert og sportsdirektør Stefan Kretzschmar fortsat er et af Tysklands mest stabile mandskaber.

Se her kampen i tal.