LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

MAEF

GOG-stjerner med vilde præstationer

GOG kørte henover et ellers suverænt Mors-Thy-hold, og det skyldes særligt to af de fynske stjerner.

Mors-Thy Håndbold havde på ganske vild vis ikke tabt en kamp endnu i denne sæson, da man løb på banen til udekampen mod GOG. Seks sejre og en uafgjort var det blevet til.

Intet varer dog som bekendt evigt, og på Fyn fik man en syngende lussing og tabte med otte mål, 39-31 efter 22-14 ved pausen.

Og det var der særligt to spillere, der var skyld i. GOG-stjernerne Frederik Bjerre og Hjalte Lykke gjorde nemlig lige præcis, hvad der passede dem.

Bjerre var kampens helt store oplevelse, og han lavede utrolige 12 mål i kampen. 

Frederik Bjerre havde 13 afslutninger i kampen, og han scorede dermed på 92,31 procent af de skud, han sendte afsted. Tre af scoringerne kom fra straffekast, og så noterede han sig også for en assist. 

Hjalte Lykke, der virkelig også har gang i en supersæson, noterede sig for otte scoringer.

Hjalte Lykke scorede også på næsten det hele, da otte ud af ni forsøg strøg i nettet. Lykke, der også er kendt for sit fremragende overblik, diskede også godt op på assistfronten med fire styks.

Hos Mors-Thy var det Victor Norlyk, der havde mest succes med seks fuldtræffere på 11 forsøg. To mål flere end Kasper Lindgren, Anton Houe og Rasmus Madsen.

Houe og Lindgren scorede på alle deres forsøg, mens Madsen havde fire afbrændere.