LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

Emilie Munkø Lindholdt

GOG-spillere hylder Emil Nielsen: “Det er sjovere at spille med ham end imod ham”

FC Barcelona gav torsdag aften GOG en regulær håndboldlektion, da spanierne vandt 41-28 i Champions League. I centrum for Barcelonas dominans stod den danske landsholdsmålmand Emil Nielsen, der leverede en præstation, som fynboerne måtte tage hatten af for.

Den 28-årige danske keeper havde 16 redninger og sluttede opgøret med en redningsprocent på 39 – og i store dele af kampen lå tallet endda helt oppe omkring 50. Emil Nielsen pillede med andre ord pynten fuldstændig af GOG-spillerne:

”Det er verdens bedste målmand. Det er sjovere at spille med ham end imod ham,” sagde Hjalte Lykke til TV2 Sport efter kampen. 

Lykke, der i gårsdagens kamp stod overfor sin landsholdskollega, understregede, at Emil Nielsen i øjeblikket holder et niveau, der gør ham nærmest umulig at passere. Han gjorde derfor den helt store forskel i Barcelona-sejren. 

GOG’s færøske profil, Óli Mittún, havde også svært ved at sætte ord på Emil Nielsens betydning for kampen:

”Når man endelig kommer forbi et vanvittig dygtigt forsvar, så står verdens bedste målmand der også. Han er bare vanvittig,” sagde færingen efter kampen, hvor også han havde svært ved at score på Emil Nielsen. Alligevel var den danske keeper ikke helt tilfreds med sin egen præstation:

”Jeg har tre rigtig grimme, som jeg skal skære fra,” sagde han til TV2 Sport efter kampen.

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder