Det læser de besøgende på HBOLD lige nu

Nikolaj Jensen

Guld værd: - Hun er Danmarks leder, understreger ekspert

Ekspert Lars Rasmussen er ikke i tvivl om, at fremtidens og i den grad også nutidens stjerne på det danske kvindelandshold er Kristina Jørgensen. Hold fast i hende, lyder råddet fra eksperten.

OLYMPIC VILLAGE (PARIS, HBOLD.DK): Hun er 26 år og har allerede rundet 116 landskampe - i træk! 

Hun fik landsholdsdebut i 2017 og har siden da ikke misset en eneste landskamp eller slutrunde siden debuten ved VM i 2017. 

Indgangen til den ottende slutrunde i træk fortæller historien om, hvad Kristina Jørgensen har betydet og betyder for det danske kvindelandshold. Og hendes stjernestatus er ikke faldet i graderne hen over årene. 

Hun er blot blevet stærkere, bedre og mere modig, siger ekspert Lars Rasmussen:

- Jeg kan godt lide Kristina Jørgensens mentalitet. Hun har næsen rettet mod mål. Hun vil vinde for enhver pris, og så er hun bare så fandens kold. Hun er blevet kritiseret for, at hendes fejlmargin er lige til den høje side, og det er den også en gang imellem, men ikke desto mindre så tør hun at bevæge sig derud, hvor det kan blive en fejl, det kan også et mål, en assist eller andet godt, siger ekspert Lars Rasmussen til HBOLD.dk.

- Hun er fremtidens stjerne på det her hold. Hun skal lige have et par år til modne sig, og derfor er det helt perfekt, at hun nu skifter til verdens bedste og største klub, Györ. Her vil hun virkelig komme til at møde modgang, kæmpe sig tilbage og tage ansvar på de største scener, der findes. Vi har allerede set, hvordan hun i afgørende situationer jo slet ikke tøver med at tage bolden i egne hænder og afgøre sagerne. 

- Det er en egenskab og ledertype, som Danmark har og får brug for. Hun har ild i øjnene og kan trække hele sit hold med op, når det går dårligt. Hun tør at tage det skud på tomt mål. Hun tør at tage det afgørende straffekast. Hun tør at sætte det sidste angreb op - og ikke nok med at hun tør det, så gør hun det også.

Selv fortæller Kristina Jørgensen, at hun trives med at tage ansvar, når det brænder på:

- Jeg prøver at være bedst behjælpelig på holdet. Det er ikke altid positivt at ryste på hånden, når det spidser til. Jeg prøver at koncentrere mig om min opgave og den næste bold. Jeg vil hjælpe mit hold så meget, jeg kan indtil vi lykkes og får succes. 

- Jeg har stået i mange kampe, og det giver mig ro. Det har givet mig mod og tro på, at den måde er jeg bedst på. Jeg er ikke bedst, når jeg tvivler eller spiller med håndbremsen trukket. Det er sådan, jeg og de fleste er bedst. Man skal tro på sig selv, og det kommer af at jeg både har erfaring og prøvet at stå i situationen mange gange, slutter Kristina Jørgensen.

Kristina Jørgensen har indtil videre banket 14 mål ind i Danmarks fire OL-kampe og raget to udvisninger til sig.

Det læser de besøgende på EUROPAMESTER lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER