Landsholdsspiller om udlandseventyr: Det har været lidt en omvæltning
Siden overgangen fra Team Esbjerg til Dortmund i sommer har der været nok at se til for Kaja Kamp – både sportsligt og personligt. Livet i Ruhr-distriktet har krævet mentalt overskud, samtidig med at hun måtte håndtere skuffelsen over ikke at blive udtaget til Helle Thomsens første landsholdssamling i september.
”Kaotisk er ikke det rigtig ord at bruge, men der har været meget uden om, som man tager lidt forgivet, når man bor i Danmark. Det har krævet en masse tilvænning og nye rytmer,” siger hun til TV 2 Sport. ”Der er en masse praktiske ting: Man skulle indmeldes i et nyt land, finde rundt i en ny by, sprog og kultur. Så der har været meget at se til. Og et afsavn til folk derhjemme, som man måske har taget lidt forgivet.”
Trods de mange udfordringer er hun glad for beslutningen. ”Det har været lidt en omvæltning, men også en fed omvæltning, der har krævet noget refleksion, og det er jeg egentlig bare glad for. Det var noget af det, jeg gerne ville have, da jeg valgte at tage det spring,” siger hun.
Nu er Kaja Kamp igen udtaget til landsholdet, som møder Tjekkiet onsdag og Tyrkiet søndag – en udtagelse, der betyder ekstra meget efter den seneste skuffelse.
”Jeg havde en god snak med Helle om, hvorfor jeg ikke var med sidste gang, og så fik jeg en god forklaring på det,” fortæller hun til TV 2 Sport. ”Og så har jeg faktisk ikke brugt så meget mere tid på det. Nu er jeg også flyttet til et nyt land, så det har måske fyldt lidt mere.”