Gidsel om den resterende del af sæsonen: "Fra nu af er det kun finaler for os"
Füchse Berlin indtager førstepladsen i Bundesligaen efter søndagens sejr mod Hamborg, og ligner derfor i øjeblikket den største favorit til at tage det tyske mesterskab.
Klubbens største stjerne, Mathias Gidsel, som scorede hele 11 gange i kampen mod Hamborg, og netop er blevet kåret til verdens bedste håndboldspiller for andet år i træk, kan også mærke en ny mentalitet på holdet i denne sæson:
“Vi har en utrolig god fase i øjeblikket i ligaen og i Champions League. Vi kan stadig nå langt i begge turneringer. Fra nu af er det kun finaler for os” udtaler han til det tyske medie Sportbild og fortsætter:
"I denne sæson vinder vi også de tætte kampe. Vi har fået en ny mentalitet på holdet. Jeg har en god fornemmelse af dette år."
Hovedstadsklubben har ikke tabt i de seneste 9 ligaopgør, og topper for nuværende tabellen i den tyske liga - dog med et velspillede Hannover mandskab lige i hælene.
“For tredje gang i en sæson står vi her og siger: Vi kan blive tyske mestre. Vi har dummet os de sidste to år. Men i år har jeg en anden følelse, for hver gang kampene var tætte, så vinder vi som i Magdeburg, i Paris, i Veszprem, i Kielce og så videre” fortæller den danske stjerne.
Füchse Berlin er også fortsat med i Champions League, hvor de onsdag spiller den anden playoff kamp mod det polske tophold Kielce, hvor den samlede vinder af de to opgør møder Aalborg Håndbold i kvartfinalen.
Kampen mellem Füchse Berlin og Kielce spilles onsdag kl. 18.45. Füchse Berlin vandt det første opgør 33-27.