Gidsel taler ud om trænerfyring: "..det har da rystet hele vores fundament"
Det sendte chokbølger igennem håndboldverdenen, da de tyske mestre fra Füchse Berlin kort inde i sæsonen tog beslutningen om at sige farvel til cheftræneren Jaron Siewert og sportschefen Stefan Kretzschmar.
Den tyske hovedstadsklub, som ellers for første gang i klubbens historie formåede at vinde det tyske mesterskab, ønskede at gå nye veje, og derfor valgte klubben i stedet at ansætte den tidligere GOG og Flensburg-Handewitt træner Nicolej Krickau
"Det har været en turbulent periode for alle i klubben, som vi har skullet forsøge at navigere i og det har været svært. Det har været markante beslutninger, og det har da rystet hele vores fundament" udtaler Mathias Gidsel til dr.dk.
Både Jaron Siewert og Stefan Kretzschmar havde begge siddet på deres respektive poster i klubben siden 2020, få år før Mathias Gidsel blev hentet til klubben, og den danske stjerne lægger heller ikke skjul på, at han havde et godt forhold til den tidligere sportschef.
“Det er jo mennesker, som man har set meget til de seneste år, og jeg har aldrig lagt skjul på, at Kretzmar var min mand. Det var ham, som hentede mig til klubben, og jeg stolede meget på ham. Vi er også venner udenfor banen, og han er sådan et menneske, jeg vil fortælle mine børn om, når jeg engang får børn” fortæller Gidsel.
Mathias Gidsel og resten af det danske landshold er i denne uge samlet til Golden League, hvor tre landskampe mod henholdsvis Norge, Holland og Færøerne er på programmet. Den første af de tre landskamp spilles torsdag aften 18.15 mod Norge.