Nyt forslag vil have færre hold i kvindeligaen
Forslaget går ud på at reducere kvindeligaen fra 14 til 12 hold. Forslaget, som er sendt i høring hos klubberne, kommer efter massiv kritik af et tidligere forslag fra januar.
Ifølge det nye forslag vil ingen hold i hverken kvinde- eller herreligaen rykke direkte ned efter grundspillet. I stedet skal de nederste hold i kvindeligaen spille et nedrykningsspil, hvor det dårligst placerede hold rykker ned, og næstsidst skal i playoff mod et hold fra 1. division.
Kvindeligaen skal ifølge TV2 fungere således:
Hovedpunkterne i det nye forslag er som følger:
- Antallet af hold i kvindeligaen reduceres fra 14 til 12.
- Efter grundspillet, der består af 22 kampe, går otte hold videre til slutspillet. Slutspillet vil være opdelt i to puljer, dog med ændret puljeinddeling. Pulje 1 vil bestå af nummer 1, 3, 6 og 8, mens pulje 2 samler nummer 2, 4, 5 og 7.
- De fire hold, der slutter som nummer 9-12 i grundspillet, skal spille et nedrykningsspil (kvalifikationsspil), hvor alle møder hinanden både hjemme og ude. De indleder med det antal point, de opnåede i grundspillet.
- Det nederste hold efter kvalifikationsspillet rykker ned i 1. division, mens næstsidste hold skal spille en playoff-serie i bedst-af-tre kampe mod nummer to fra 1. division for at bevare sin plads i ligaen.
- Alle playoff-serier, uanset om det gælder kvalifikationsspillet eller slutspillet, vil afgøres i bedst af tre kampe. Det betyder, at eksempelvis en DM-semifinale ikke kan ende uafgjort, men skal afgøres med forlænget spilletid og eventuelt straffekast, hvis nødvendigt.
Forslaget skal nu vurderes af de danske håndboldklubber.