Protesten droppet: TTH raser stadig over dommerkendelse
TTH Holstebro har gennemgået episoden, som førte til deres protest mod dommerafgørelsen efter lørdagens bronzekamp mod GOG. Episoden opstod i kampens allersidste sekunder, hvor TTH forsøgte at udligne til 33-33. Skuddet blev dog reddet af GOG's målmand, Peter Johannesson, som i samme moment kastede bolden direkte mod TTH's tomme mål, da hjemmeholdet havde taget målmanden ud til fordel for en ekstra markspiller.
TTH mente, at Johannessons kast var en usportslig handling, som skulle have medført et rødt kort til målmanden og straffekast til TTH. En scoring på dette straffekast ville have sikret TTH Holstebro en uafgjort og dermed bronzemedaljerne.
Efter at have konsulteret videooptagelser og reglerne med eksperter, har TTH imidlertid konkluderet, at situationen juridisk set er en dommervurdering. Da dommervurderinger ifølge reglerne ikke kan appelleres, har TTH Holstebro derfor valgt at trække protesten tilbage. Klubben understreger dog stadig, at de mener, at dommerne traf en forkert beslutning.
“TTH Holstebro fastholder vores opfattelse af at der i kampens afgørende face ikke blev foretaget de rigtige vurderinger af kampens dommerpar og de to observatører,” skriver klubben.
TTH lægger nu sagen bag sig og fokuserer udelukkende på den tredje og afgørende DM-bronzekamp mod GOG onsdag aften i Arena Svendborg.