LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

Nikolaj Hennecke Jensen

Skadet efter 85 sekunder: - Her er status på Simon Hald

Stregspiller Simon Hald nåede lige at få raget et gult kort til sig, inden han i sekundet efter blev ramt af et smæld i højre baglår, der holdt ham ude i resten af Danmarks kamp mod Egypten, som blev vundet 30-27.

SOUTH PARIS ARENA 6 (PARIS, HBOLD.DK): 1 minut og 25 sekunder var, hvad Simon Hald nåede at få af spilletid i Danmarks anden gruppekamp ved OL. Mere kunne det ikke blive til for den stærke Aalborg-streg, der i en forsvarsaktion kom galt af sted. 

Nu giver hovedpersonen selv svar på, hvad status er med ham, og hvad der rent faktisk skete:

- Det var nærmest i min første situation med nærkontakt, at jeg kan mærke et lille smæld i baglåret, og så bliver jeg nødt til at gå ud der, siger Simon Hald til HBOLD.dk og resten af den danske presse og fortsætter:

- Efterfølgende er det altid en vurderingssag, hvor villige vi er til at risikere noget. Der var meldingen fra Anja (Danmarks fysioterapeut, red.), at vi ikke ville risikere noget. Jeg kan også mærke nu, at det kommer til at gøre ondt de næste par dage. Nu må vi se, hvor slemt det er. Vi skal hjem og kigge på det. Forhåbentligt er det ikke noget, der holder mig ude i ret lang tid. 

- Kunne du godt have fortsat, hvis det var nødvendigt?

- Ja, hvis det var en OL-finale, havde jeg nok prøvet at give den et skud, men det gjorde ondt. Det er mærkeligt, for jeg går ind og bakker lidt op på stregspilleren, og så er det som om, når jeg kommer ud i det bredstående, og han får lidt kontakt, at jeg kan mærke det. 

- Det er ikke en situation, jeg ville tænke, der var noget farligt i, men det skete bare. Jeg synes, vi har varmet rigtig fint op. Jeg var varm og klar, så jeg tror bare, det var uheldigt, slutter Simon Hald.

Danmark møder Argentina onsdag aften klokken 21.00.

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder