Stærkt fort glæder TTH: Men cheftræner vil bryde forbandelse
TTH gik ind til torsdagens kamp mod Grindsted med tre nederlag i rygsækken fra de seneste tre kampe. Fælles for dem har været, at de alle var på udebane - to i ligaen og et i pokalen.
Af samme grund var man glade for at være hjemme i Gråkjær Arena igen, for her går det noget bedre. Og det gjorde det også mod Grindsted.
Trods problemer undervejs vandt TTH relativt uden problemer og med cifrene 32-24, og den stærke hjemmebane glæder træner Arnor Atlason.
"Det er det, vi gerne vil. Vi vil gerne være et hold, der er svært at slå herinde, og det har vi vist i de tre første kampe. Men som træner vil jeg også gerne begynde at få lidt point på udebane, så det går vi selvfølgelig benhårdt efter. Mem vi er glade for det, vi viser i Gråkjær Arena, og det går vi også efter fremadrettet," siger Arnor Atlason til klubbens Facebook-side.