Tilfreds Aalborg-profil: Vi kontrollerede kampen
Det blev aldrig rigtig spændende i Sparkassen Danmark Arena. Aalborg var bagud 1-2 i kampens indledning, men fra stillingen 10-6 var nordjyderne i fuld kontrol. Ved pausen stod det 18-12, og forspringet på seks mål holdt stort set hele vejen til slutfløjtet.
Buster Juul var kampens store profil med ni mål på ti forsøg, mens Niklas Landin trak det længste strå i målmandsduellen med Sportings Andrè Kristensen. Juri Knorr lukkede reelt kampen med scoringen til 28-21 ti minutter før tid, og Sporting led dermed deres første nederlag i denne sæsons Champions League.
Efter kampen var Felix Möller tilfreds med indsatsen:
"Det var en hård kamp, hvor begge hold spillede meget fysisk og gjorde det svært for hinanden. Men jeg synes, vi formåede at kontrollere kampen rigtig godt fra start til slut, og jeg er meget tilfreds med vores egen præstation," siger Aalborg-stregen til eurohandball.com.
Efter tre kampe står både Aalborg og Sporting nu noteret for fire point i gruppe B.