LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

Ditte Hansen

Central spiller forlænger aftalen med SAH – og får ny rolle i klubben

Udover kontraktforlængelsen bliver bagspilleren også assistenttræner for U19-holdet på SHEA-akademiet.

SAH kan med stor glæde meddele, at Morten Balling har forlænget sin aftale med klubben og fortsat vil være en vigtig del af holdet i 25/26 sæsonen.  

Som en del af sin forlængelse vil Balling fra næste sæson også indtage en ny rolle som assistenttræner for U19-holdet på SHEA-akademiet, hvor han vil bidrage til talentudviklingen i klubben. 

Balling har været en del af SAH siden klubbens etablering og er en vigtig spiller – både på og uden for banen. Som holdets anfører og en sand kulturbærer viser Balling vejen frem for resten af truppen.

På banen er han en alsidig spiller, der kan dække flere positioner i bagkæden, spille en nøglerolle i 7-mod-6-spillet og overtalssituationer samt bidrage på venstre fløj, hvor han fortsat leverer på et meget højt niveau. Men Ballings betydning rækker langt ud over det sportslige. Direktør i SAH, Mads Lind, udtaler i en pressemeddelse: 

‟Balling har en afgørende rolle i maskinrummet og er med til at binde spillet sammen. Uden for banen er han lige så vigtig, hvor hans lederskab og indflydelse i truppen gør ham til en bærende del af klubbens kultur. Derfor er vi utroligt glade for at have fundet en god løsning, der sikrer hans fortsatte tilstedeværelse i klubben. Faktisk ser vi forlængelsen som et kardinalpunkt for klubben.‟

Balling selv er glad for at fortsætte i SAH:

‟Jeg har forlænget, fordi det er et fedt sted at være, og jeg trives virkelig godt i truppen. Jeg føler, at jeg har noget at bidrage med og så elsker jeg jo bare at spille håndbold. Hvis man ser bort fra sidste sæson, har jeg været heldig med omfanget af skader, så jeg føler også, jeg er et godt sted fysisk.‟

Den kommende rolle som assistenttræner betyder meget for Balling, der brænder for at hjælpe de unge på vej:

‟SHEA er et stærkt miljø, og de unge er dygtige, og de bliver hele tiden bedre og mere klar til at tage springet til seniorhåndbold tidligere. Det betyder meget for mig at kunne bidrage og hjælpe dem lidt på vej med mine erfaringer.‟

For Balling handler det ikke kun om det sportslige, men også om at skabe et trygt og udviklende miljø for de unge:

‟For mig handler det ikke kun om håndbold. Jeg tror på, at hvis tingene fungerer uden for banen, så spiller man også bedre på den. Hvis man for eksempel bliver ramt af en skade som ungdomsspiller, så i stedet for at se det som et nederlag, kan man se det som en mulighed for at bygge på fysisk. Det er den mentalitet, jeg gerne vil give videre.’’

Han afslutter: 

‟Derudover glæder jeg mig til at skulle arbejde sammen med Lukas Eichwald. Han virker til at være sindssygt dygtig og dedikeret, så det bliver fedt!’’

Morten Balling vil fortsat drive SAHsamfund, hvor han hjælper unge mennesker med at finde deres potentiale og komme ind på uddannelse eller i gang på arbejdsmarkedet.
 

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder