Emil Nielsen hyldes af spansk medie efter "endnu en opvisning"
Barças forberedelser til Champions-League Final Four fik den bedst tænkelige start, da holdet lørdag knuste Ángel Ximénez Puente Genil 43-26 i 28. spillerunde af Liga ASOBAL. Resultatet var i sig selv imponerende, men ifølge Mundo Deportivo var det især den danske keeper Emil Nielsen, der stjal rampelyset: Han scorede ét mål og leverede 11 redninger, hvilket gav en redningsprocent på hele 46 % i første halvleg.
Allerede efter ti minutters spil måtte hjemmeholdets træner, Paco Bustos, tage timeout, fordi Barça kun havde lukket to mål ind – takket være danskeren mellem stængerne, der på det tidspunkt allerede havde fem redninger og en svimlende redningseffektivitet på 71 %.
Med sine 11 redninger – og ovenikøbet en scoring i tomt bur – lagde Nielsen grunden til en komfortabel 24-13-føring ved pausen, hvorefter Barcelona kunne cruise sejren hjem. Triumfen kommer blot fire uger før Final Four i Köln som afvikles d.14. og 15. juni og en uge før Copa del Rey-slutspillet, hvor catalanerne jagter sæsonens tredje nationale titel.
Cheftræner Carlos Ortega roterede flittigt i truppen, men Nielsen viste endnu en gang, hvorfor han er uundværlig i jagten på Barcelonas Champions-League-trofæ nummer 13.