SAH-profil trods sejr: Ved ikke om vi blev arrogante
Johan Hansen var en af Skanderborg AGF’s afgørende spillere, da holdet slog slovenske Slovan 34-30 i European League.
Med syv scoringer bidrog han markant til sejren – men fløjspilleren var alt andet end tilfreds med holdets indsats efter pausen.
“Jeg ved ikke, om vi bliver lidt arrogante, eller hvad det er. Men vi slipper kadencen og sjusker rundt. Defensivt, offensivt og i returløb,” siger Johan Hansen til Århus Stiftstidende.
Han påpeger, at det ikke kun handler om to point, men også om at holde fokus gennem hele kampen – især i Europa, hvor målforskellen kan blive afgørende.
“Det er ærgerligt. Vi ved, hvor afgørende måldifferencen kan være i Europa, men når det så er sagt, er det stadig en god hjemmesejr. Og så må vi jo bare sørge for at vinde på udebane også,” siger han.