Rørt Rasmus Lauge: Det mest sindssyge
Rasmus Lauge er tilbage i landsholdslejren for første gang siden VM-triumfen i februar – og han kalder det en lettelse at mærke lidt normalitet igen.
17 dage efter guldjubelen blev hans verden vendt på hovedet, da datteren Anna kom til verden fire måneder for tidligt.
Hun kæmpede for livet på hospitalet, mens Lauge og kæresten Sabrina Jepsen stod midt i deres livs største krise.
Og det er naturligvis en berørt Rasmus Lauge, der tænker tilbage på den tid.
"Det er klart det vildeste og mest sindssyge, der er sket for os nogensinde. Det er fantastisk, at vi lige nu kan hænge sammen og have relativt styr på livet. Sabrina er den skjulte helt i alt det her. På et større plan er det en måde at vise vores børn, at uanset hvad livet kaster i retning af en med ulykker og udfordringer, så kan man lægge sig ned eller rejse sig op og kæmpe,” siger Rasmus Lauge til Ekstra Bladet.
Nu er datteren hjemme og har det godt, og Lauge er klar til at spille for Danmark igen.