GOG-profil før braget mod PSG: Der er stjerner på alle positioner
Torsdag aften tørner GOG og Paris Saint-Germain sammen i EHF Champions League, i en kamp, der kan få afgørende betydning for gruppens topplaceringer.
Før runde 6 har begge hold fire point og deler femtepladsen, hvorfor der er vigtige point på spil.
GOGs færøske stjerne, Óli Mittún, ser frem til kampen:
“PSG er et virkelig stærkt hold med stjerner på alle positioner. For at matche dem skal vi holde samme tempo og hurtige kontraspil, som vi har vist i vores sidste to kampe. Det er en utrolig svær, men også sjov arena at spille i, så jeg glæder mig virkelig til det," siger han til EHFs hjemmeside.
De to hold har mødt hinanden fire gange i europæiske turneringer, hvor GOG kun har sejret én gang, tilbage i 1997. Senest tabte GOG 35-40 på hjemmebane i november 2022.