Rundens hold: Stærke profiler er med
Målmand: Matthias Dorgelo, Sønderjyske Herrehåndbold
Matthias Dorgelo og Sønderjyske Herrehåndbold hentede en vital sejr over Grindsted på hjemmebane i Skansen, og målmanden stod en rigtig god kamp med en redningsprocent på 43,9 procent. Han snuppede hele 18 af 41 afslutninger.
Playmaker: Jakob Rasmussen, Skjern Håndbold
Skjern Håndbold var tæt på at dumme sig på hjemmebane mod Ribe-Esbjerg, men man klarede uafgjort. Jakob Rasmussen blev topscorer for Skjern med syv mål på 12 forsøg, og han var spilstyrende for holdet kampen igennem og lavede også to assists.
Venstre back: Frederik Tilsted, Sønderjyske Herrehåndbold
I sejren på 31-24 over Grindsted lavede Tilsted ni mål - de otte i åbent spil og det sidste på straffekast. Han diskede desuden op med fire assists og var toneangivende for sønderjyderne.
Højre back: Kristján Örn Kristjánsson, SAH
Når man laver 12 mål og fire assists i en kamp, så er man en af de helt store oplevelser, og det var Kristján Örn Kristjánsson. Han havde 15 afslutninger og havde en effektivitet på 80 procent i sejren på 33-28 over TMS Ringsted.
Venstre fløj: Frederik Bjerre, GOG
Frederik Bjerre var med til at mose et ellers stærkt Mors-Thy-hold med otte mål på hjemmebane, hvor cifrene blev 39-31. Bjerre, der er inde i lidt af en periode, scorede 12 mål på 13 forsøg - de tre på straffe. Han lavede også en assist.
Højre fløj: Rene Rasmussen, Skjern Håndbold
Rene Rasmussen scorede et par gevaldigt vigtige mål, da Skjern Håndbold var i problemer mod Ribe-Esbjerg i en kamp, der sluttede 26-26. Han lavede fire på fire ude fra fløjen, og han knoklede også hårdt defensivt.
Stegspiller: August Storbugt, Nordsjælland Håndbold
Nordsjælland endte med at tabe med en enkelt, 29-28 til BSH, men det var ikke stregspillerens skyld. Han spillede en stor kamp og lavede fem mål på seks forsøg.