Langstidskontrak til dansk landsholdsspiller: Bliver hos mestrene!
Andrea Aagot har haft en markant fremgang, siden hun skiftede fra København Håndbold til Odense Håndbold. I sin sidste sæson i hovedstadsklubben blev hun ofte brugt som højre back på grund af mange skader på holdet – en ændring, der måske kostede hende en plads på landsholdet, hvor Jesper Jensen i stedet satsede på Cecilie Brandt.
I Odense kom hun dog heller ikke flyvende fra start. Ole Gjekstad valgte nemlig at lade hende sidde helt over i Super Cuppen ved sæsonåbningen. Men da hun endelig fik chancen, viste hun hurtigt sit imponerende tekniske repertoire, og hierarkiet på højre fløj blev vendt på hovedet. Den rutinerede Malin Aune måtte se sig henvist til bænken, mens Andrea Aagot genvandt sin landsholdsplads og tog sig af størstedelen af spilminutterne – både i ligaen og i Champions League.
Hun har begejstret det danske publikum med kreative afslutninger og introduceret sin egen særlige stil på straffekast, hvor selv topmålvogtere har haft svært ved at følge med.
I denne sæson har hun sammen med Elma Halilcevic udgjort en af ligaens mest effektive fløjduoer, og begge ligger helt i toppen af udnyttelsesstatistikkerne.
Om sin kontraktforlængelse siger Aagot til klubbens hjemmeside:
“Jeg er virkelig glad og stolt over at kunne forlænge med Odense Håndbold. I mine to første år har jeg haft det rigtig godt og føler, at det har været det rette sted for mig og min udvikling – og jeg synes slet ikke, jeg er færdig her.”