GOG-træner efter sejr over Aalborg: Vi har gang i noget rigtig godt
Det kører for GOG i øjeblikket. Deres start på den nye sæson har været rigtig god, hvor det er blevet til seks sejre i de første seks kampe i ligaen.
Lørdag eftermiddag spillede GOG hjemme i Gudme mod de danske mestre fra Aalborg Håndbold, og her gik det også rigtig godt for fynboerne.
GOG vandt kampen med 33-27, hvilket betyder, at de er stukket lidt af fra Aalborg i tabellen nu, hvor der er fire point, der skiller de to hold ad.
En sejr over Aalborg er selvfølgelig noget, der giver selvtillid hos GOG, og holdets træner Kasper Christensen er godt tilfreds med det, de har gang i lige i øjeblikket.
- Selvfølgelig giver det selvtillid at slå Aalborg. Aalborg er et tophold i Europa. Man ved, at man skal præstere utroligt godt for at slå Aalborg, og når vi slår dem med seks mål i dag, så er det i hvert fald et tegn på, at vi har gang i noget rigtig godt, siger GOG-træneren til DR Sporten.