KIF Kolding-back skifter til Bundesligaen med øjeblikkelig virkning
Den 29-årige højreback Martin Risom skiftede fra TMS Ringsted til KIF Kolding i sommer, hvor han underskrev en tre-årig kontrakt. Men efter blot en halvsæson i klubben skal Risom videre i karrieren, da han har fået muligheden for at spille i den tyske Bundesliga.
Sportschef i KIF Kolding, Lars Christiansen, vil ikke stå i vejen for et skifte til verdens bedste liga.
“Vi er i en sportsverden hvor tingene til tider går rigtig stærkt og hele tiden bevæger sig. Derfor er vi som klub nødt til at være omstillingsparate og handle når spillersituationer opstår. Det gælder begge veje i forhold til spillere kommer og går”, siger Lars Christiansen til klubbens hjemmeside.
Martin Risom har i denne sæson blot spillet 11 kampe, men glæder sig til at få opfyldt en drengedrøm.
“Da omstændighederne var, som de var for mig i klubben, er jeg glad for at have fået denne mulighed. Jeg er taknemlig for at Kolding vil lade mig gå, da det giver mig mulighed for at få opfyldt en drengedrøm om bundsligahåndbold”, siger højrebacken til klubbens hjemmeside.
Hvilken bundesligaklub Martin Risom skifter til er fortsat uvis.