LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

Jan Skjødt Østergaard Pedersen

Håndboldlandsholdene bliver Pumas 'flagskib' i Norden

Fra Dansk Håndbold Forbund:


Dansk Håndbold Forbund og det tyske sportsbrand PUMA forlænger samarbejdet. Den nye aftale indebærer, at landsholdene overgår fra PUMA Danmark til PUMA International. Dermed bliver de rød/hvide flagskib for PUMA på det nordiske marked.



I over ti år har den ikoniske tyske sportsgigant PUMA prydet de danske landsholdsspilleres tøj, hvor det er blevet til utallige succeser, heriblandt både OL-og EM-guld. Og den store succes er PUMA klar til at bygge videre på, derfor har det verdensomspændende sportsbrand valgt, at der også i fremtiden skal stå PUMA på landsholdsdragterne. Dansk Håndbold Forbund og PUMA er nemlig blevet enige om en ny længerevarende aftale.


Den nye aftale er omfattende og indebærer, at PUMA som hovedproduktsponsor leverer spilletøj til alle Dansk Håndbold Forbunds A- og U-landshold på herre-og damesiden samt forbundets håndboldskoler. Samtidigt overgår landsholdene fra datterselskabet PUMA Danmark til moderselskabet PUMA International. Det betyder at håndboldlandsholdene får højeste sponsorstatus i PUMA og kommer i stald med globale brands som Dortmund, Arsenal, AC Milan og Marseilles.


“Vi er i Dansk Håndbold Forbund rigtig glade for at få forlænget vores samarbejde med PUMA.

De mange års partnerskab skal ses som en understregning af, at vi i Håndboldherrerne har et af Danmarks stærkeste sportsbrands, som begge parter ser endnu større potentiale i – både sportsligt og kommercielt. Med PUMA ved roret tror vi på, at vi kan indfri det potentiale og fortsætte den positive udvikling til gavn for dansk håndbold,” siger Henrik M. Jacobsen direktør i Dansk Håndbold Forbund.


PUMA Danmark indledte partnerskabet med DHF i 2006 og har siden været leverandør af både spilledragter og fritidstøj til danske landsholdsspillere. Med overgangen fra PUMA Danmark til PUMA International kan de danske landshold og ikke mindst håndboldfans se frem til en helt unik landsholdstrøje, som er specielt designet til danskerne.


”PUMA lægger stor vægt på den meget positive udvikling, som dansk håndbold er inde i disse år. Med Danmarks mest populære sportsbrand i Håndboldherrerne og et ungt og fremadstormende kvindelandshold arbejder vi med to mandskaber i verdensklasse, som giver PUMA en kæmpe eksponeringsflade både nationalt og globalt. Endvidere er der i Dansk Håndbold Forbund god grobund for at udvikle danskernes nationalsport og skabe glæde og historie blandt de danske håndboldfans,” siger Ole Lindgaard, der er salgschef i PUMA DK.


Den nye landsholdstrøje, som Håndboldlandsholdene skal spille i til næste års VM-slutrunde i Danmark og Tyskland, bliver afsløret den 10. september og vil kunne købes på bl.a. textilprint.dk


Om PUMA

PUMA er et af verdens førende sportsbrands, og mange af de allerstørste sportsstjerner bærer det velkendte Puma-logo.


Virksomheden blev grundlagt i 1924 under navnet Gebrüder Dassler Schuhfabrik af brødrene Adolf og Rudolf Dassleri i den tyske by Herzogenaurach. Til de Olympiske Lege i 1936 fik brødrene overtalt den amerikanske sprinter Jesse Owens til at løbe i deres sko. Jesse Owens vandt fire guldmedaljer, og brødrenes sko blev anerkendt blandt mange sportsfolk. Inden 2. verdenskrig solgte Dassler-brødrene allerede omkring 200.000 par sko årligt.


I 1948 blev forholdet mellem de to brødre så dårligt at firmaet blev splittet op i to – Adidas og PUMA. I løbet af halvtredserne udviklede PUMA sig hastigt, og firmaet havde stor succes med deres revolutionerende fodboldsko. I 1958 bliv en ny version af PUMA-logoet udviklet, hvor man så en PUMA omgivet af en sekskant og et D for Dassler. Dette logo blev gennem årene udviklet, men den springende puma er fortsat PUMAs trademark.


Op gennem tiden ses flere og flere atleter med sko fra PUMA – for eksempel den kendte fodboldspiller Pelé – og mærket blev udbredt til det meste af verden som en sko, der skaber vindere. I 1986 gik PUMA på børsen, og fundamentet for det brand, man kender i dag blev skabt. Siden den tid er stjerner som Serena Willams og Usain Bolt – og ikke mindst de danske håndboldlandshold – blevet frontfigurer for mærket.


Selskabet laver i dag meget andet end sko, fx tøj og bolde, og der findes flere tusind butikker rundt i hele verden, som sælger PUMA-brandet.


















LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder