LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

Nikolaj Hennecke Jensen

- Det var nervepirrende, siger Stine Skogrand om dramatisk OL-billet

Der er ikke noget at sige til, at de sidste par timer søndag eftermiddag har føltes ekstralange for Stine Skogrand og resten af det norske kvindelandshold, der lige akkurat med en rumænsk tremålssejr sikrede Norge en OL-billet.


OL-skæbnen var helt ude af de norske håndboldjenters hænder søndag aften, da Montenegro og Rumænien i ét stort drama skulle afgøre, hvilke to hold der i sidste ende kunne gøre sig klar til Tokyo-legene til sommer.


Den rumænske sejr på 28-25 over Montenegro var lige præcis nok til at give Norge en OL-billet.


Men Rumænien var bare to mål fra at kyle de tidligere dobbelte OL-guldvindere helt ud i kulden, og bare ét mål mere til Neagu og Co. Og ét mindre til Kim Rasmussens Balkan-tropper havde resulteret i en decideret lodtrækning.


Så vidt kom det aldrig, og det er Herning-Ikast-profilen Stine Skogrand mere end lykkelig for …


– Det har været en nervepirrende dag. Vi har bare ventet på at få afgjort vores skæbne. Hvad skal jeg sige … Der er ingenting, man kan gøre. Det er dét, der er problemet. Man sidder bare og venter og venter, siger Stine Skogrand til HBOLD.dk.


Det er vel det værste … ventetiden og det faktum at I ikke kunne gøre noget som helst?


– Ja, helt vildt! Vi skulle have gjort arbejdet færdigt selv, men det gjorde vi ikke. Derfor er jeg bare megaglad for, at det gik vores vej. Det havde været helt vildt, hvis vi skulle ud i lodtrækning. Der bliver det virkelig tilfældigt.


Kunne du overhovedet holde ud at se kampen?


– Jow, den kørte på TV’et. Men jeg kunne ikke sidde stille og bare kigge på. Jeg blev nødt til at gå rundt og lave en masse andet. Heldigvis kunne jeg lege lidt med min søn. Jeg kiggede lidt til stillingen undervejs, men jeg var aldrig helt sikkert på noget. Det kunne gå begge veje.


Søndagen er blevet brugt på at rejse fra Podgorica, hvor Norge fredag og lørdag henholdsvis tabte over Montenegro og vandt over Rumænien.


Skogrand nåede lige hjem til kampstart, men det var ikke den helt store fornøjelse at følge med undervejs. Især ikke da Cristina Neagu med godt et minut igen udbyggede til 28-25 og rumænerne blot skulle bruge to mål mere …


– Jeg så de sidste 2 minutter … og da Rumænien mangler to mål det sidste minut, tænker jeg nej … Nu går jeg. Lige præcis de sidste minutter var nervepirrende, det lignede det skulle gå vores vej og så ikke alligevel.


– Men generelt har det været en god weekend. Det var hårdt at tabe til Montenegro og lynhurtigt skulle omstille sig til kampen mod Rumænien. Der var ikke tid til at komme sig over nederlaget.


– Man skal omstille hovedet, starte forfra og bare glemme kampen. Det var en hård opgave at forberede en ny og så vigtig kamp, uddyber hun.


Nu kan Stine Skogrand og resten af det norske håndboldland ånde lettet op. For første gang nogensinde er både herrerne og damerne klar til OL i håndbold.


Dét skal fejres …


– Jeg har det megagodt. Min kæreste har lige åbnet en flaske vin, og så venter vi på sushi. Så det bliver en rigtig god aften. Det kan ikke blive meget bedre, slutter Stine Skogrand med et stort smil på læben.


LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder