- Det er godt, der er nogen, der holder lidt i mig, siger Julie Scaglione
Der er fart på bare 18-årige Julie Scaglione, der tidligere på året var inde at snuse til det danske A-landshold: Hvis det stod til Ikast-talentet selv, så rendte hun rundt med det danske kvindelandshold til EM lige nu.
På ganske kort tid er Julie Scaglione blevet et af de største, hvis ikke det største, håndboldnavn og -talent i Danmark set i mange år.
Med sine 180 centimeter rager hun godt op i håndboldlandskabet, og så spiller hun med tyr: Ved en test-landskamp tilbage den 9. juni i år fik Scaglione sin landsholdsdebut og siden da har hun blot kunnet følge med fra TV-skærmen, mens Danmarks bedste kvindelige spillere har været samlet.
Det gør hovedpersonen dog alt for at lave om på, så hun i fremtiden kan blive en fast del af nationalholdet:
– Jeg tror ikke selv, jeg helt kan se, hvor hurtigt det er gået. Jeg synes bare, at det er megafedt, og jeg vil bare gerne have, at det går så hurtigt som muligt, siger Julie Scaglione til HBOLD.dk og fortsætter:
– Men det er godt, at der er nogen, der lige holder lidt i mig og siger ”hey, nu skal vi lige slappe lidt af”. Det er klart, jeg gerne vil hurtigt fremad. Jeg synes, det er megafedt fedt at spille håndbold og være her.
– Er det ikke som at stille en stor skål slik foran et barn og så sige, du kun må tage ét stykke?
– Jo, sådan kan man godt se på det. Jeg valgte at se på det som en cadeau og et middel til at arbejde hårdere. Jeg synes, det var en megafed oplevelse, som jeg helt sikkert vil arbejde hårdt for at prøve en gang til.
– Hvem er det rent konkret, der holder dig tilbage?
– Det er både ungdomslandstræneren, landstræneren og Kasper (Christensen, cheftræner i Ikast, red.), fysioterapeuterne. Der er gode mennesker omkring mig, som er gode til at sige, at jeg skal huske, at jeg også er ung. De er gode til at hive mig ud af træningen, hvis jeg har noget skolearbejde, som jeg lige skal have styr på. Der er en god dialog om min træning.
– Hvis du havde fuldstændigt frie hænder, hvordan skulle det så være i forhold til landsholdet?
– Så ville jeg gerne være med kvindelandsholdet til EM. Det er klart. Men det er ikke min beslutning. Der er nogle rigtig dygtige piger på landsholdet, som jeg heller ikke selv tror, jeg er bedre end. De er mere erfarne og bedre end mig. Jeg håber, min tid kommer,
– Så er det godt, der kommer en landsholdspause, eller vil du hellere være til slutrunde?
– Jeg synes jo, det var megafedt, hvis jeg skulle derned. Men det er jo ikke min beslutning. Jeg har en U19-samling i Spanien, hvor jeg får lov til at få ansvar og spille nogle kampe og dække op. Jeg tror, det er meget sundt for mig lige at få lidt pause, slutter Julie Scaglione.