Carsten Albrektsen æret med klapsalver
I topkampen mellem BSH og Aalborg tirsdag aften, blev afdøde Carsten Albrektsen hyldet med et minuts klapsalver.
Fredag d. 8. marts, afgik Carsten Albrektsen pludselig ved døden. En nyhed, som chokerede hele håndbold Danmark. Især i Bjerringbro-Silkeborg var Carsten Albrektsen en vigtig faktor for, hvor klubben er i dag. ”Han var om nogen billedet på den fremdrift, som vores klub kom i gang med. Han var en af de mest vindende trænere i dansk håndbold. Carsten var med til at lægge de sten, som vi træder på i dag”, siger Jesper Schou til Midtjyllands avis.
Før kampen mod Aalborg, blev den tidligere cheftræner og manager æret. I stedet for et minuts stilhed, rejste samtlige 2.400 tilskuere sig i JYSK Arena, Silkeborg, og gav Carsten Albrektsen en værdig afsked, ved et minuts klapsalver.
Æret være Carsten Albrektsens minde.