Grigel vurderer styrkeforholdet før kvartfinalen: Danmark foran på næsten alle parametre
Danmark er ubesejret ved VM, men i kvartfinalen venter den hidtil største test: Frankrig. Spørgsmålet er, hvem der egentlig står stærkest, når man sammenligner holdene linje for linje. DR Sportens ekspert Lotte Grigel giver her sin vurdering – og placerer Danmark et godt stykke foran franskmændene.
Målmændene: Danmark med tårnhøjt bundniveau
Grigel fremhæver, at Danmark har en af turneringens største styrker på målmandsposten. Hun peger på, at både Anna Kristensen og Amalie Milling kan afløse hinanden uden niveaufald, og at duoens bundniveau er enormt højt. I flere kampe har den ene kunnet overtage, når den anden havde det svært – noget Frankrig ikke kan kopiere.
Hos Frankrig står Hatadou Sako på et ekstremt højt topniveau, men hendes præstationer svinger, og når hun først mister grebet, har hun ikke en stærk makker at læne sig op ad. Det koster franskmændene point i vurderingen.
Forsvar: Frankrigs absolutte nøgleområde
Grigel anerkender, at Frankrig traditionelt har et verdensklassseforsvar, og selv om de unge spillere ikke har helt samme fysik som tidligere generationer, er strukturen og disciplinen fortsat blandt verdens bedste. Derudover scorer franskmændene mange mål direkte fra kontraspillet.
Danmarks forsvar har derimod været mere svingende. Line Haugsted har været udfordret, og usikkerheden har smittet af i perioder. Alligevel har spillere som Laura Borg og Nanna Hinnerfeldt vist stærke indhop, når de har fået chancen.
Angrebet: Danmark mere struktureret – Frankrig rodet
Helle Thomsen har lagt ansvaret i angrebet hos Helena Elver, og det har givet en klarhed og rytme, som Danmark ikke tidligere havde. Med Julie Scaglione som en etableret del af angrebsspillet fremstår holdet markant mere skarpt og varieret.
Frankrig har langt sværere ved at finde rytmen. Grigel beskriver deres angrebsspil som ustruktureret og ofte afhængigt af indspil til stregen og individuelle præstationer. Der kommer fejl i serier, og det flyder sjældent. Til gengæld er de farlige i kontraspillet – her skal Danmark være ekstremt opmærksom.
Trænerduellen: Klar dansk fordel
Her er Grigel mest markant i sin vurdering. Hun fremhæver, at Thomsen har håndteret Danmarks udfordringer og skader med et stort overblik og evnen til at skifte spillere ind og ud efter form.
Omvendt er hun kritisk over for Frankrigs træner, Sébastien Gardillou, som hun ikke mener har leveret taktiske løsninger, der står mål med spillernes kvaliteter. Hun vurderer, at han mangler autoritet og ikke får det optimale ud af truppen.
Samlet resultat: Danmark 19 – Frankrig 14
Danmark slår Frankrig på næsten alle parametre i Grigels vurdering, men kampene skal stadig spilles. Om forskellen også viser sig på banen, finder vi ud af, når kvartfinalen kastes i gang klokken 21.00.