Mads Hoxer forlader landsholdslejren
Emil Madsen er blevet indkaldt til de to testkampe mod Norge og Kroatien, som spilles henholdsvis lørdag og søndag, i stedet for Mads Hoxer. Det oplyser DanskHåndbold. Landstræner Nikolaj Jacobsen er ærgerlig over situationen. Det oplyser han til DanskHåndbold's hjemmeside:
"Det er ærgerligt, vi har skullet sende Mads hjem, men lige nu er der ikke meget saft og kraft i hans skulder, og derfor gav det ingen mening at beholde ham, når han ikke har kunnet deltage ordentligt i træningerne".
Ifølge DanskHåndbold skyldes skaden at Aalborg-spilleren har haft et travlt forår, hvor kroppen er helt i bund efter kampe i både den danske liga og Champions League.
Nikolaj Jacobsen fortæller også at Mads Hoxer nu skal have lidt ro:
"Jeg ville rigtig gerne have beholdt Mads, for han har gjort det virkelig godt, og det er jo en vigtig samling i forhold til de fremadrettede opgaver. Men nu håber vi bare, at Mads med lidt ro kan få styr på sin skulder, så han er klar til den første DM-semifinale om en uge".
Det er tredje gang i løbet af fire dage at der har været en udskiftning af landsholdstruppen, hvor Magnus og Niklas Landin også er udgået med skader.