Det læser de besøgende på HBOLD lige nu

Jan Skjødt Østergaard Pedersen

Stregspiller vender hjem til dansk håndbold

SønderjyskE Kvindehåndbold forstærker sig med stregspilleren Ida-Marie Dahl, som efter et udlandsophold vender tilbage til Kvindeligaen på en to-årig kontrakt.

Den tidligere Viborg-profil Ida-Marie Dahl tørner denne sæson ud for rumænske CD Gloria Bistrita, som har kvalificeret sig til Final Four i EHF European League. Når sæsonen er overstået, vender hun snuden hjemad til den danske liga igen, hvor hun i 159 kampe har lavet 436 mål.

– Efter at have været i udlandet på eventyr vil jeg gerne hjem til Danmark igen, og SønderjyskE var et oplagt valg. Klubben har et godt setup, og så passer geografien også godt i forbindelse med privaten.

– Jeg var allerede i dialog med SønderjyskE, inden jeg tog til udlandet, og jeg har været imponeret over den udvikling, som klubben har gennemgået. Jeg vil gerne være med til at løfte klubben yderligere, siger 26-årige Ida-Marie Dahl.

Cheftræner og sportschef Peter Nielsen glæder sig til at se den 174 centimeter høje og lynhurtige stregspiller i SønderjyskE-trøjen.

– Ida er en anden type stregspiller, så det kommer til at kræve meget i starten, når hun og holdkammeraterne skal lære hinanden at kende på banen. Hun spiller på sin spilforståelse og er utrolig god til at time sine screeninger. Derudover har hun en stor kompetence i løbet opad banen, udtaler Peter Nielsen.

Efter skiftet fra Ajax København i 2018 blev det til fem sæsoner i Viborg med et par DM-medaljer og internationale kampe. Hun har opnået flere store bedrifter med diverse ungdomslandshold og spillet syv A-landskampe.

– For mig handler det om, at vi i SønderjyskE får endnu en spiller, som virkelig kan se sig selv i projektet og er klar til at give den alt. Og så kommer hun med egne erfaringer fra sin tid i Viborg og Rumænien, så hun skal være med til at løfte os til næste skridt. Samtidig har jeg indtryk af, at Ida er en person med stærke meninger og en spiller, der kommer for at vinde i alt, hvad hun foretager sig, forklarer Peter Nielsen.

Han kan samtidig glæde sig over, Ida-Marie Dahl allerede har fået en personlig sponsor på plads. Vores trofaste sponsor, SDK FREJA, har været hurtig og lavet en aftale om et personligt sponsorat.
 
 

Det læser de besøgende på EUROPAMESTER lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER